- Du er her:
- Teaterskolen ›
- 1-årig Teaterlinje
1-årig Teaterlinje
Nye hold igen 20. august 2012 - 13. juni 2013

- Overvejer du seriøst en karriere på scenen?
- Har du lyst til at bruge et år på at fordybe dig i skuespillerens håndværk?
Den 1-årige Uddannelse i Scenekunst giver dig for alvor mulighed for at indøve og forbedre dine tekniske færdigheder, gå i dybden med din individuelle læreproces samt forløse dine resultater på scenen.
Efterår
Efterårssemestret er en opbygningsfase. Her lærer du
skuespillerens grundlæggende redskaber, du optræner din sceniske
tilstedeværelse, og du udvikler en fornemmelse for ensemblework.
Semestret der afsluttes med en offentlig arbejdspræsentation på
scenen, lægger vægt på din fordybelse og individuelle proces.
Forår
Forårssemestret bygger op til en forestillingsproduktion i
slutningen af forløbet. Her får du mulighed for at arbejde
målrettet med dine færdigheder, som løbende evalueres og forbedres
i din daglige undervisning. Dette semester lægger vægt på
resultatet, den kunstneriske kvalitet og mødet med publikum.
Hvad får du?
Denne ét-årige læreproces giver dig en solid ballast til
en eventuel videregående uddannelse indenfor scenekunst. Det giver
dig en praktisk erfaring i alle aspekter af skuespillerens arbejde
- fra det tekniske arbejde på gulvet til forløsningen foran
publikum. Du gennemgår samtidig den personlige udvikling, der er
nødvendig for dine faglige resultater - og for et fremtidigt liv
som scenekunstner.
Perspektiver
Vi giver dig den bedst mulige vejledning til at komme
videre. Du får et ærligt og realistisk bud på dine potentialer og
muligheder. Søger du ind på en videregående scenekunstuddannelse i
Danmark eller i udlandet, kan vi hjælpe dig med vejledning og
forberedelse. Vi er i færd med at opbygge kontakter til anerkendte
skoler i udlandet, så udsigterne til en karriere behøver ikke at
begrænse sig til mulighederne indenfor landets grænser. Desuden er
vi en aktiv del af et levende og dynamisk scenekunstmiljø i Aarhus,
som vi kan formidle kontakter til.
Forudsætninger
Uddannelsen kræver ingen faglige forudsætninger på
forhånd. Vi forventer dog, at du er indstillet på at arbejde
engageret, disciplineret, samt på at "lege med". Der vil blive
stillet seriøse krav, til dig selv som person og din holdning til
læreprocessen.
Optagelse
Der afholdes orienterende optagelsesprøve med
efterfølgende samtale. Når du tilmelder dig Teaterskolens
uddannelser, vil du automatisk blive tilmeldt
optagelsesprøven. Prøven, der har form af en workshop, skal vise,
at du er parat til at arbejde koncentreret og målrettet, og du skal
til prøven forberede en monolog af max. 1 minuts varighed.
Monologen kan enten være dramatisk eller et digt. Læs mere
Alder
Du skal være imellem 16 og 40 år for at deltage i
undervisningen.
Sted
Al undervisning foregår mandag-fredag kl. 9-15 på Entré
Scenen, Grønnegade 93D, 8000 Aarhus C.
